Rideskolen
Rideskolen tilbyder undervisning til nybegyndere, let-øvede og til rutinerede ryttere i både dressur og springning. Vi tilbyder endvidere strigle- og opsadlingskurser samt ryttermærker.
Vores mål med rideklubben er, at tilbyde professionel undervisning til alle i et smukt og atmosfærefyldt område. Vi lægger vægt på socialt samvær og godt kammeratskab for alle vores ryttere – p.t. i alderen fra 4 til 20 år – i et sikkert og udviklende undervisningsmiljø.
Åbningstid på rideskolen er 30 minutter før første undervisning og 30 minutter efter sidste undervisning. Det er ikke tilladt at opholde sig i rideskolestalden og ved foldene udenfor dette tidspunkt.
Mødetid
Mødetid er mindst 20 minutter før ridetimen begynder, da alle ryttere selv skal sadle op. Af sikkerhedsmæssige årsager skal forældre til nybegyndere være til stede både før, under og efter ridetimen. Underviseren har oftest hold i forlængelse af hinanden, og kan derfor ikke både følge de nye ryttere i stalden og samtidig være hos de andre ryttere på banen eller i ridehuset.
Påklædning
Ridehjelm og sikkerhedsvest er påkrævet ved al ridning. Fodtøj skal have skridsikre såler og en hæl på 1½-2 cm. På Egene er det et krav, at man altid bærer ridehjelm når man færdes i rideskolestalden. Vi har ridehjelme og sikkerhedsveste, som kan lånes på stedet.
Løsdriftsstald
For at tilgodese hestenes trivsel går vores heste på fold det meste af dagen og er kun inde i forbindelse med undervisningen. Før første undervisningstime tages hestene ind og fordres og børnene kan derefter strigle og nusse om dem.
Rideskolens kontaktperson er Martine Sandberg, rideskolen@egene.dk